Verden plages af kriser. Hvad enten de opstår i kølvandet på terrorisme, krig eller naturkatastrofer, så skaber den slags en udbredt utryghed, usikkerhed og frygt. Det har vist sig, at selv dem, der ikke direkte udsættes for voldsomhederne, i stigende grad oplever at være stressede og plagede.

Også ting som racisme og religiøs intolerance spreder en atmosfære af mistillid, og undergraver det fundament, samfund bygger på. Offentligheden har et godt øje til immigration, fordi man forudindtaget regner med, at fremmede bringer sociale dårligdomme med sig. Nyheder om politisk korruption og kynisme fylder hver dag medierne. En sådan cocktail skaber socialt set en farlig situation.

En ting, der også er med til at nedbryde den naturlige tillid, mennesker burde have til hinanden, er kriminalitet. Uden tvivl forsøger dommere og politi efter bedste evne at afsondre de kriminelle fra samfundet, såvel de organiserede som ungdomsbanderne, og afværger både indbrud og lemlæstelser, men hvornår får folk tilliden tilbage? Hvad skal forhindre, at næste generation af kriminelle bliver skabt?

Flettet ind i alle disse nok så komplicerede problemer er der de mere personlige kriser, folk oplever. Der er hårdt brug for, at et makkerpar som arbejdsløshed og fattigdom bliver løst. Byer og nationer er gået i opløsning på grund af det. Hvis det er vigtigt, at folk føler sig økonomisk trygge, så må de, der er i personlig nød, også hjælpes ordentligt.

Og så har vi end ikke berørt de enorme omkostninger, samfundet har på grund af nedtrykthed, ulykker og sygdom – krævende situationer, som påvirker millioner hver eneste dag.

Er dette uundgåelige følgevirkninger af det såkaldte moderne samfund – eller kan der gøres noget ved det?